Hvalpe i kassen
Vi har fået hvalpe
Chili og Bandit gik på date. Jeg må jo være ærlig og sige, at de ikke havde spurgt først, for så havde de ikke fået lov. Men de lykkedes med foretagendet, og d. 20. juli fødte Chili hvalpe. Hun passer og plejer nu 3 små tæver og 4 små hanner.
Og hvad er det så for hvalpe, vi får ud af denne kombination? Det er spændende. Jeg kender ikke deres personlighed endnu og jeg glæder mig til at lære dem at kende. Hvem vil være mest malamute og hvem mest border collie.
Forhåbentlig bliver de til perfekte match af de to. Jeg vil gøre mit til, at deres socialisering herfra bliver i top.
I det følgende vil du kunne læse mere om hvalpene og følge med i, hvordan de udvikler sig.
Nederst kan du læse lidt om Chili og Bandit
Ind til videre har Chili passet sine hvalpe til UG. Men når de har spist den mad, de har brug for om morgenen, er hun klar til en tur i de molske bjerge. Så får de mad igen, når vi kommer hjem. Nu er jeg spændt på at se, hvordan og om hun vil lege med dem, når de er klar til det.
Få dage gamle – og de bare sover og spiser – sover og spiser og så igen….
Underholdningsværdien bliver bare større og større for hver dag. For de er bare skønne at se på. Allerede nu på 12. dagen er der forskel på de små – ikke bare udseendet – men på hvor aktive de er. Små øjensprækker er begyndt at titte frem, så nu udvikler de endnu mere forskellige udtryk.
13 dage gamle og helt forskellige udtryk. I dag har alle fået klippet negle, for hold da op de var blevet lange og sylespidse. Chili er godt slidt, så nu håber vi de river lidt mindre, når de bokser løs efter mere mad 🙂
Chili er border collie og to år gammel. Hun er en sød, meget kælen og kontaktsøgende hund. Hun er, som border colliier er, vågen og altid klar til en tur, leg eller træning. Hendes stressniveau ved møde med nye ting er noget højt. Men får hun lige den tid, hun har brug for, fungerer hun fint med tingene.
Det bedste der findes for Chili er at blive nusset på maven og få lov at være med, der hvor jeg er.
Bandit er alaskan malamute og 6 år gammel. Han er den mest afbalancerede og groundede hund, jeg nogensinde har haft – undtagen nytårsaften, den bryder han sig ikke om. Når vi møder folk på vores vej, tror de ofte at han er en meget krævende hund. Til det må vi sige, at han er den i vores flok, der kræver mindst. Han kan lide at have det godt, gå ture, hvor han kan snuse og få informationer. Vi skal ikke spænde en vogn efter ham – det interesserer ham ikke. Men at være med og være sammen. Han er ingen vagthund, da han æælsker mennesker og at hilse på.